Et af regeringens helt centrale mål på uddannelsesområdet ser ud til at blive mere end svært at indfri.
Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at under 80 procent af de unge i 2006 fik en ungdomsuddannelse. Det skriver 3F's nyhedsbrev.
Det er ikke alene ét procentpoint mindre end året før, hvor 81 procent fik en ungdomsuddannelse, det går også stik imod målet om, at 95 procent af alle unge i 2015 skal have en ungdomsuddannelse i rygsækken.
Kræver forklaring
Samtidig er det det laveste tal siden 1993, og det får nu Socialdemokratiet op af stolen.
- Det er fuldstændig grotesk. Allerede i 2010 er målet, at 85 procent af de unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og nu viser det sig at andelen falder, og at tallet er lavere nu, end da regeringen kom til, siger partiets uddannelsesordfører, Christine Antorini til nyhedsbrevet.
Hun vil efter sommerferien have en forespørgselsdebat i Folketinget og en redegørelse fra undervisningsminister Bertel Haarder (V).