Færre lejere bliver smidt ud af deres boliger, fordi de ikke har betalt deres husleje til tiden.
Det viser nye tal fra Domsstolsstyrelsen.
I årets første halvår havde de danske byretter 1844 sager, der medførte effektiv udsættelse. Det svarer til et fald på 2,2 procent i forhold til samme periode sidste år, hvor der var 1886 sager.
Ved effektiv udsættelse forstås, at sagen er registreret som gennemført samtidig med, at fogedretten har bistået med udsættelse af lejemålet.
Det er andet år i træk, at antallet af sager falder.
Udviklingen glæder boligminister Carsten Hansen (S).
- Under denne regeringen er det endeligt lykkedes at knække kurven, og det fortsatte fald viser, at vores politik er den rigtige, siger Carsten Hansen i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen påpeger man blandt andet, at ændringer i lejeloven og kommunernes indgrebsmuligheder har givet bedre hjælp til de udsættelsestruede.
Ministeren forsikrer, at man stadig er på opmærksom på området, hvor man håber på at fortsætte den positive udvikling.
- Der er stadigvæk for mange, der mister grebet om deres økonomi, og ender med at blive sat ud. Det er en stor belastning at miste sin bolig, og derfor er det yderst vigtigt, at vi sætter ind, før det går galt.
- Jeg følger udviklingen tæt og overvejer, om det er nødvendigt med nye tiltag, siger Carsten Hansen.
I retten på Bornholm var der fire retssager om effektiv udsættelse i årets første halvår, mens man i den anden ende af statistikken finder retten i Glostrup, hvor der var 267 sager.
Ser man på antallet af udsættelsessager udgjorde sagerne med effektiv udsættelse 7,8 procent af det samlede antal udsættelsessager i Aalborg, mens de udgjorde 30 procent i Randers.
/ritzau/