Hele 68.897 gange i 2008 fandt politiet den store saks frem og gav en bilist et klip i kørekortet. Selv om tallet fortsat er højt, så er det stadig et lille fald fra 2007, hvor tallet var 69.910.
Men i fordelingen af trafikforseelser, der udløser et klip, har det forgangne år ikke budt på ændringer. 80 pct. af alle klip bliver stadig givet for hastighedsoverskridelser med mere end 30 pct.
Også manglende forståelse for trafikal pli har udløst en pæn portion klip i 2008. Hele 3.699 trafikanter måtte sidste år bøde med et klip i kørekortet for enten at køre mod ensretningen, køre i nødsporet og for ulovligt vejbaneskift.
Uforsvarlig fastspænding af børn i bilen udløste 2.231 af klippene, det svarer til 3,2 pct.
Politiets ordning med klip i kørekortet blev indført i 2005. Indtil videre har ordningen medført 238.377 klip i de danske kørekort.