Da en person i tirsdags ringede til politiet efter at have set to mistænkelige typer luske rundt i en baghave i Vanløse, bidrog vedkommende til en positiv statistik i København.
Politiet kunne nemlig kort efter anholde to 20-årige personer, som bar rundt på en taske fyldt med tyvekoster fra et nyligt overstået indbrud.
I det hele taget har november været en dum måned for københavnske tyveknægte, oplyser Københavns Politi.
"Vores målrettede indsats mod indbrud går den rigtige vej. Hvis vi kan holde antallet af indbrud nede på et niveau, som det er i øjeblikket, går vi ud af november måned med et fornuftigt måltal. Holder det, vil det betyde, at vi intet efterslæb har ved indgangen til december måned," siger Vicepolitiinspektør Peter Forstrøm, som er en af lederne i Københavns Politis indbrudsindsats, som der sidste måned blev sat ekstra kræfter ind i.
Indsatsen har været rettet mod indbrugsplagede områder og medført et skærpet fokus på "gamle indbrudstyve", som er i risikogruppen for at begå indbrud.
I december er der traditionelt set mange indbrud, og selv om politiet fortsætter den skærpede indsats resten af året, opfordrer man borgerne til at hjælpe til, fordi nabohjælp er et effektivt middel mod indbrud.