Ventelisterne er rekordlange for udlevering af høreapparater på de audiologiske afdelinger i det offentlige. Gentofte Hospital topper listen med 108 ugers ventetid for at komme til forundersøgelse, og nu viser Region Hovedstadens plan for den fremtidige sygehusdrift, at regionens tre audiologiske afdelinger i fremtiden bliver reduceret til to. Det er afdelingen på Bispebjerg Hospital, som ellers har været et af de steder med relativ kort ventetid, som har trukket sorteper.
Afdelingerne på Hillerød Sygehus og Gentofte Hospital forbliver og skal fremover betjene regionens 1,6 millioner borgere. Den udvikling er formanden for Høreforeningen, Søren Dalmark, spændt på.
»Hvis ikke man har en meget nøje plan for, hvad der skal ske, bør alle være imod planen. Det er vigtigt, at der sker en opnormering af personalet og pladsen. Hvis det ikke sker, så er det forkasteligt,« siger Søren Dalmark.
Tanken med den nye sygehusplan er at koncentrere ekspertisen, også selv om det betyder, at nogle patienter får længere til et hospital.
»Det er til at leve med, at nogle patienter kommer til at køre længere, men under alle omstændigheder er der tale om en serviceforringelse,« siger Søren Dalmark.
Han var i første omgang forundret over, at det er afdelingen på Bispebjerg, man har valgt at lukke, fordi ventetiden dér er kort. Men det skyldes, at de øvrige to afdelinger ligger i relation til øre-, næse- halsafdelingen.
»Det betyder, at vi på den måde kan udnytte personalet optimalt,« siger Jørgen Hedegaard, overlæge på audiologisk afdeling på Gentofte Hospital.
Personalet har længe været den store årsag til de lange ventetider på Gentofte Hospital. Selvom der er brug for otte audiologiassistenter, er der kun to ansat på Gentofte Hospital. Så Jørgen Hedegaard er optimistisk over for en sammenlægning af afdelingerne.
»Under forudsætning af at vi får tilstrækkelige ressourcer, så vi kan få en ordentlig drift, tror jeg på, at ventetiderne går ned,« siger Jørgen Hedegaard.
Forslaget til den nye sygehusplan har bred politisk opbakning og er nu sendt til høring. Ifølge tidsplanen skal den vedtages 15. maj.