Det er bestemt ikke gået hen over hovederne på indehaverne af flere danske toprestauranter, at danskerne har færre penge til luksus.
Flere af de førende gourmetsteder har været nødsaget til at fyre medarbejdere for at reducere omkostningerne. Strategien for de finere spisesteder er klar, de vil hellere værre færre medarbejdere, end at slække på kvaliteten.
"Det eneste, vi kan justere på, er personalet. Vi kan jo ikke købe billigere ind og slække på varerne," forklarer Mads Refslund fra Michelinrestauranten MR, til Politiken.
Senest har Kong Hans Kælder, en københavnsk restaurant, der også har fået tildelt én af de yderst prestigefulde Michelinstjerner, set sig tvunget til at fyre fem medarbejdere. Men tendensen er den samme flere andre topsteder.
"Det er Michelinstjernerne, det går ud over. Det er ikke bøfhuset eller shawarmabaren,", siger Mads Refslund.
Det er kombinationen af høje bespisningspriser, dyre råvarer og de ringe muligheder for stordriftsfordele, der gør toprestauranterne ekstra udsatte i denne tid.
Og det er en skam, mener flere eksperter, for det risikerer at ødelægge Danmarks ry og position som et fremadstormende gourmetland.