Færre fløj med SAS i marts, men passagerne fløj længere.
Det viser luftfartsselskabets tal for flytrafikken i marts, der mandag formiddag er offentliggjort.
Det skyldes ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank, at påsken i år har ligget i marts mod april sidste år.
- Det betyder nogle ret store ændringer for SAS.
- SAS skal sikre sig, at de mange påskerejsende er med til at fylde flyene bedre op, end de ellers ville have været, samtidig med at priserne ikke falder for meget.
- Den balancegang synes jeg, at SAS er gået rigtig fint i marts. Det vises, at SAS stadig har en forretning, som er på sporet, siger han.
Passagertrafikken på SAS' rutefly målt på antal fløjne passagerkilometer, det såkaldte RPK, steg med 4,5 procent i forhold til samme måned året før.
Samlet fløj knap 2,4 millioner med luftfartsselskabets rutefly i marts, hvilket er et fald på 2,6 procent i forhold til samme måned året før.
Omsætningen per fløjet passagerkilometer - den såkaldte valutajusterede yield - faldt med tre procent i marts.
Det er dog ikke bekymrende, mener Jacob Pedersen.
- Det havde været mere bekymrende, hvis det var en almindelig måned. Vi ved, at det, at der er færre forretningsrejsende i påskemåneden, er med til at trække yielden ned.
- SAS skal så sikre sig, at de er endnu bedre til at fylde flyene op, og det er også det, som tallene viser, forklarer han.
SAS' sædekapacitet faldt med 0,3 procent i måneden. Belægningen steg med 3,4 procentpoint til 73,1 procent.
/ritzau/