Knap hver sjette københavner er fattig. Det viser en ny undersøgelse fra Københavns Kommunes Socialudvalg.
Andelen af københavnere, der lever under kommunens fattigdomsgrænse, har dog været jævnt faldende siden 1996. Dengang var mere end hver femte - 20,3 procent - fattige mod 15,9 procent i dag.
Dog viser undersøgelsen, at uligheden er vokset i samme periode. De fattige er blevet fattigere, ikke mindst fordi kontanthjælp og andre overførselsindkomster ikke har fulgt den normale lønudvikling.
Især indvandrerfamilier er hårdt ramt på pengepungen - næsten hver tredje lever under kommunens fattigdomsgrænse. 6.000 københavnske børn vurderes at vokse op i fattige familier.
Københavns Kommune trækker fattigdomsgrænsen udfra et skrabet men rimeligt budget. Eksempelvis vil en enlig uden børn betegnes som fattig, hvis personens disponible årsindkomst er under 103.649 kroner.
Indkomsten regnes, efter at skatter og afgifter er betalt. Løn såvel som overførselsindkomster, kontanthjælp, førtidspension og lignende, medregnes - det gør formue og friværdi dog ikke.