Det er for dårligt, at hver tredje studerende på landets universiteter dropper ud af studiet, inden de har færdiggjort de første tre år.
Sådan har adskillige politikere og mennesker med høje pander raset hele morgenen.
Men slå nu lidt koldt vand i blodet, lyder opfordringen fra uddannelsesekspert og chef for Den Koordinerede Tilmelding, Jakob Lange.
"Faktisk går udviklingen i den rigtige retning. For få år siden var det hele 40 procent, der droppede ud. Så jeg forstår ikke helt dagens historie," siger han til Newspaq.
De hævede øjenbryn fra Lange er også et resultat af, at de studerende faktisk slet ikke dropper ud, men blot vælger en anden uddannelse.
"Langt hovedparten skifter til et andet studium. Og de gør det allerede inden for det første år. Hvorfor historien har kørt sådan her til morgen, må du derfor ikke spørge mig om - men jeg er jo heller ikke journalist," lyder det fra Jakob Lange.
Han peger samtidig på, at de studerende bliver stadig tidligere færdige med deres studium.
"Danske færdiguddannede er stadig alt for gamle set i et international perspektiv. Men i øjeblikket ser vi en lille tendens til, at de bliver yngre," påpeger han.
SF's forskningsordfører, Jonas Dahl, der var en af de vrede mænd i morgenens debat om de sløve studerende, erkender, at udviklingen faktisk går den rigtige vej.
"Der er ingen tvivl om, at det er blevet bedre. Men vi skal alligevel se på, om vi ikke kan gøre det endnu bedre," fastholder han.
Dahl kalder derfor på bedre studievejledning, sådan er de unge har bedre mulighed for at vælge rigtigt første gang.
"Vi skal blive bedre til at fortælle, om studierne allerede i gymnasierne. De unge skal klædes bedre på, " siger han til Newspaq.
Derfor skifter studerende uddannelse. Tre hovedårsager:
- Den studerende får pludselig lyst til et sabbatår
- Studiet er en skuffelse med for mange kedelige overraskelser
- Den studerende ændrer livsstil
"Jeg er set flere studerende fra Jylland komme ind med vandkæmmet hår og vil læse jura. Når du så møder dem et par måneder senere, så har de mødt en dame og vil flytte på Christiania," forklarer Jakob Lange.