Færre børn mobbes når de dyrker sport

Flere taler om mobning, og det betyder, at det rammer færre. Der er længere mellem mobbeofre i sportsklubber.
Kronprinsesse Mary og håndboldspiller Mikkel Hansen er gået sammen om fælles initiativer mod mobning. Senest har Center for Ungdomsstudier udført en undersøgelse om mobning blandt børn for Mary Fonden og MH24, Foreningen Mikkel Mod Mobning.
Kronprinsesse Mary og håndboldspiller Mikkel Hansen er gået sammen om fælles initiativer mod mobning. Senest har Center for Ungdomsstudier udført en undersøgelse om mobning blandt børn for Mary Fonden og MH24, Foreningen Mikkel Mod Mobning. Foto: Henning Bagger/arkiv/Scanpix

Børn og unge på fodboldbanen, i svømmehallen eller i gymnastiksalen er blevet bedre til at behandle hinanden ordentligt.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Center for Ungdomsstudier for Mary Fonden samt MH24, Foreningen Mikkel Mod Mobning, der blev grundlagt af landsholdsspilleren i håndbold Mikkel Hansen.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

16,4 procent, svarende til hvert sjette barn, er blevet mobbet i forbindelse med, at de har dyrket deres fritidsaktivitet.

Det er et markant fald i sammenligning med en tilsvarende undersøgelse fra 2013, hvor 26,5 procent af børnene fortalte, at de blev mobbet.

Resultaterne vækker glæde hos Søren Østergaard, der er leder i Center for Ungdomsstudier.

Han forklarer det markante fald med et øget fokus på mobning i samfundet, særligt i skolerne.

- Det er simpelthen blevet italesat de seneste fem år, at trivsel er vigtigt. De trivselsindsatser, der er i skoler og fritidsklubber, har en afsmittende virkning på børn og unge. Mange af de færdigheder tager de med i fritidslivet, siger Søren Østergaard.

Men selv om det går den rigtige vej, så er næsten hvert tiende barn stoppet til en fritidsaktivitet på grund af mobning.

Og her spiller trænerne en vigtig rolle. For mobningen foregår ofte lige for øjnene af dem og ikke på de sociale medier eller i det skjulte i omklædningsrummene.

- Det handler derfor om, at de skal have nogle redskaber til at kunne håndtere det. Samtidig er det vigtigt som træner at køre en nultolerance over for mobning, siger Søren Østergaard.

I DGI, der er Danmarks næststørste idrætsorganisation, er der fokus på mobning med kampagnen "Boost Trivslen", hvor trænere over hele landet undervises i at styrke sammenholdet i klubberne.

Formand Søren Møller glæder sig over den positive udvikling siden 2013.

- Dengang kom det bag på os, at mobning var så udbredt. Den positive udvikling skyldes flere ting. Både vores kampagne, men også at der generelt tales meget mere om problemet, siger Søren Møller.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.