Er du lige blevet arbejdsløs, så er chancen for at finde et job hurtigt mindre i dag end for fire år siden.
I 2007 fandt lidt over fire ud af ti arbejdsløse arbejde igen inden for tre måneder. I dag er det knap tre ud af ti, viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsens Jobindsats.dk.
Det skriver Politiken.
"Tallene fortæller, at det danske arbejdsmarked har svært ved at slippe ud af krisen," siger chefanalytiker Frederik I. Pedersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) til Politiken.
De nye tal ærgrer regeringen, som også må se en stigning i antallet af arbejdsløse i øjnene. Fra april til maj måtte 2.600 flere danskere stille sig i arbejdsløshedskøen.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) mener også krisen forværrer chancerne for de arbejdsløse, selvom mange skifter job hver uge.
"Det er ingen tvivl om, at finanskrisen har sat sine spor på arbejdsmarkedet. Men der er stadig 10.000 danskere som skifter job hver uge, og det er rigtig flot," siger Inger Støjberg til Newspaq.
For at få flere hurtigt tilbage i arbejde, vil ministeren fortsætte udviklingen med flere i virksomhedspraktik.
"Det ved vi virker," slutter ministeren.