Politiet modtager langt færre anmeldelser for voldtægt, og på blot et år er antallet af anmeldelser faldet med 17 procent.
"Det er godt, hvis der bliver begået færre voldtægter. Men hvis tallene er et udtryk for, at kvinderne ikke tør anmelde voldtægter, er det dybt beklageligt," siger ledende psykolog på Center for Voldtægtsofre i Århus, Anja Hareskov Jensen.
I starten af 2009 har 86 kvinder anmeldt en voldtægt hos politiet. Sidste år var tallet 104 i samme periode.
Det er 13 år siden tallet sidst var så lavt, skriver MetroXpress.
Årsagen kan være, at det er blevet mindre acceptabelt at begå voldtægt blandt mænd, og at kvinder måske passer bedre på, når de går ud i byen, mener Annika Snare fra Københavns Universitet.