Ritzau
Opdateret kl. 19:13
Myndighederne i Indonesien har indledt en omfattende redningsaktion, efter at en færge med omkring 80 mennesker om bord er sunket på en populær sø på øen Sumatra. Mindst en person er meldt omkommet, skriver Reuters.
- 18 personer er reddet, dusinvis savnes efter at en færge gik ned på søen Toba, oplyser redningsmandskab til AFP.
Fartøjet tippede rundt på søen, der ligger i provinsen Nordsumatra, som ligger 1300 kilometer nordvest for hovedstaden Jakarta.
Myndighederne har sendt flere redningsfartøjet til stedet, hvor dårligt vejr besværliggør redningsindsatsen. Sigtbarheden er kun 30 meter.
Myndighederne mener, at fartøjet blev drevet illegalt, og at passagererne ikke havde fået billetter.
- Det er en traditionel båd, som har været opereret sådan i årevis, siger den lokale politichef Marudui Liberti Pandjaitan til den lokale tv-station Tv One.
Indonesien, der er verdens mest folkerige muslimske land, har siden fredag fejret den muslimske højtid eid, hvor millioner holder fri. Eid er betegnelsen for afslutningen på den muslimske fastemåned ramadanen.
Toba er et af de populære rejsemål. Indonesien består af omkring 17.000 øer.
I sidste uge kæntrede en traditionel træbåd med omkring 40 mennesker om bord på øen Sulawesi, hvorved over et dusin mennesker omkom.
/ritzau/AFP