Ritzau
Opdateret kl. 19:23
Der er torsdag aften efter halvanden times tid igen åbent på E20 Esbjergmotorvejen efter en trafikulykke tidligere på dagen.
Det skriver Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.
- Motorvejen er nu helt åben, men der er fortsat lang kø. Kør forsigtigt og vis hensyn, så alle kommer sikkert frem, skriver politiet klokken 18.37.
Vejen blev spærret i vestlig retning ved afkørsel 65 Lunderskov Ø, efter at politiet klokken 17.05 havde fået en anmeldelse om et trafikuheld.
Det skete, da to personbiler kørte sammen.
Halfdan Kramer, der er vagtchef i Sydøstjyllands Politi, oplyser, at der ikke er meldinger om alvorlig tilskadekomst ved uheldet, men at en person er bragt til et hospital i en ambulance.
Vejdirektoratet skrev tidligere på X, at der først forventes normal trafik sidst på aftenen torsdag.
Video: Presse-fotos.dk