Kogler, PH lamper, designerstole. En tyvebande bestående af otte danske mænd vidste, hvad de ville have.
I dag er bagmanden så blevet idømt tre års fængsel for indbrud og hæleri for i alt 14 millioner i Københavns Byret.
Udover den 30-årige hovedbagmand har politiet anholdt syv andre mænd for medvirken til indbruddene. Deres sager venter på at komme for retten.
Men siden anholdelserne i august 2011 er antallet af indbrud i offentlige og private virksomheder i København faldet med 66 pct. Det samme billede tegner sig for resten af Sjælland, oplyser politiet.
"Vi er overbeviste om, at den nu dømte har spillet en hovedrolle i udviklingen i indbrudskriminaliteten i København. Derfor er det rart for borgerne i København, at politiets efterforskning nu har givet ham en birolle i de kommende år," siger vicepolitikommissær Henrik Vedel Nielsen.
Bagmanden blev dømt for medvirken til planlægning og udførelse af i alt 16 indbrud og tyveri af designermøbler for fire millioner kroner. Derudover har han solgt stjålne designermøbler videre i Tyskland for i alt 10 millioner kroner.
Kundekredsen havde han i forvejen, da han har haft en butik med dansk design i Berlin fra 2003-2009. Af samme årsag er ingen af tyskerne blevet sigtet for at have købt møblerne, da de var uvidende om, at de var stjålet.
Gruppen var uhyre organiseret og professionelle og evnede blandt andet at omgås både rumcensorer og videoovervågning. Ved indbruddene i København blev kosterne kørt væk på ladcykler for ikke at vække opsigt.
Det vides ikke, hvornår de øvrige tyveknægte skal i retten.