Den amerikansk-iranske journalist Roxana Saberi har ikke tænkt sig at finde sig i, at hun er idømt otte års fængsel for spionage.
Den 31-årige kvinde er gået i sultestrejke for at protestere imod omstændighederne, skriver AP.
Hun fik den hårde dom tidligere på måneden, efter hun i første omgang var blevet anklaget for at købe en flaske vin, som ikke er tilladt i Iran.
Det blev senere ændret til, at de iranske myndigheder ikke havde givet hende tilladelse til det arbejde, hun udførte som journalist i landet.
En iransk dommer udvidede senere anklagen til, at hun lavede decideret spionage for USA. Den anklage førte til den endelige dom, som Saberi nu har modsat sig.
Retssagen tog en dag, og hendes advokat ankede straks dommen.
Selvom Iran holder igen med at give oplysninger om sagen, har chefen for de iranske domstole lovet en stor undersøgelse.
USA's udenrigsminister Hillary Clinton har sagt, at USA vil arbejde hårdt på at få Roxana Saberi frigivet.
Det er ikke sket tidligere, at amerikanske journalister er blevet dømt for spionage i Iran.