Den 31-årige Niels Krogsgård kan se frem til at få besøg af danske myndigheder i det fængslet i Teheran, hvor han har opholdt sig siden onsdag, hvor han sammen med en studiekammerat deltog i en demonstration.
Niels Krogsgård blev anholdt - studiekammeraten Henrik Fallesen nåede at slippe væk.
"Jeg kan ikke sige noget om, hvornår det sker, men vi forventer, at der ikke går så længe. Det er vigtigt at forstå, at det iranske bureaukrati er lidt langsommere end det danske," siger Charlotte Slente til tv2.dk.
Hun oplyser desuden, at de danske myndigheder endnu ikke har fået at vide, hvor præcist Niels Krogsgård sidder fængslet.
Ifølge de danske myndigheder er den 31-årige journaliststuderende rejst ind i Iran på et turistvisum, og har derfor ikke angivet, at han er journaliststuderende.