En 48-årig mand skal nu tilbringe sit nytår i fængsel sigtet for drabsforsøg mod sin ekssvigersøn. Den 48-årige mand er sigtet for med haglgevær på klods hold at skyde en 29-årig mand i brystet foran et hus på Brostykkevej i Hvidovre ved København i aftes.
Såret lykkedes det manden at flygte fra stedet. Han er nu indlagt på Rigshospitalet, hvor lægerne har lagt ham i medicinsk koma.
Den 48-årige ekssvigerfar blev kort efter episoden anholdt sammen med sin datter og søn.
Datteren havde for nyligt gjort det forbi med den 29-årige, der angiveligt skulle have opført sig truende, da han opsøgte kvinden i Hvidovre.
I et grundlovsforhør fredag eftermiddag blev den 48-årige mand fængslet i fire uger, mens kvinden og hendes bror blev løsladt. Dog opretholder politiet sigtelser for medvirken til drabsforsøg mod de to, oplyser flere medier.
Under hele episoden var der to børn til stede i huset på Brostykkevej. Ifølge politiet så børnene ikke skudepisoden, men hørte tumult.