Politiet har nu 14 dage til at undersøge, hvorfor en 34-årig mand fra Møn tilsyneladende blev så gal på en anden værtshusgæst på Café Anden i Stege, at han hentede et våben og skød ind gennem barens vindue.
Manden, som natten til torsdag blev anholdt og sigtet for skyderiet, blev i dag varetægtsfængslet i to uger, oplyser vagthavende ved Vordingborg Politi.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og oplysningerne om hændelsen er derfor sparsomme.
Den 34-årige havde onsdag aften været oppe at slås med en anden gæst på Café Anden i Stege, og han var blevet forvist fra baren. Politiet mener, at det var ham, der senere på aftenen kom tilbage og affyrede ét skud ind gennem barens vindue. Ingen blev ramt af skuddet, skriver TV 2 Øst.
Manden blev senere anholdt på en gård i nærheden af Stege. Han nægter sig skyldig.