Forestil dig at blive skudt i hovedet med plastikkugler, smurt ind i flødeboller, lukket inde i et værelse, blive overhældt med rengøringsmiddel og tvunget til at drikke sodavand med tis. Alt imens en mand filmer løs på sin mobiltelefon.
Den lange række af ydmygelser ramte sidste sommer en evnesvag kvinde, da en 18-årig mand over flere timer mishandlede kvinden i hendes hjem i Skævinge.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Den 18-årige blev onsdag idømt tre måneders fængsel, selvom han mente, at kvindens udlægning – og altså rettens opfattelse af begivenhederne – var for dramatisk.
I retten i Hillerød forklarede han, at han og nogle kammerater havde leget med deres gasdrevne hardball-pistol og ved et uheld havde ramt kvinden i hovedet. Manden sagde, at han ikke låst døren ind til værelset med kvinden og i øvrigt blot havde puttet vodka – ikke urin – i kvindens sodavand.
Manden fortalte desuden, at han havde hældt vand fra en Ajax-flaske over kvinden og ikke glasrens, som kvinden påstod.
Manden kendte kvinden i forvejen. Han boede sammen med kvindens daværende kæreste.
Den 18-årige havde i forvejen en betinget dom for vold. Den blev ifølge Frederiksborg Amts Avis inkluderet i afgørelsen fra den enige domsmandsret, der mente, at beviserne støttede kvindens historie.