Da en politipatrulje ankom til bofællesskabet Bumzen på Baldersgade i København i nat, greb en 23-årig mand angiveligt en rørkegle med en sort klods i bunden og slyngede den rundt over hovedet som i hammerkast.
Til sidst sendte den unge mand tilsyneladende keglen afsted og ramte en politibetjent i ryggen. Det mener politiet, og en dommer har netop besluttet at varetægtsfængsle den 23-årige mand i 25 dage, oplyser ordenspolitiets centrale vagtleder ved Københavns Politi.
- Betjenten var heldig, at klodsen ramte ham i siden af ryggen. Hvis den havde ramt midt på rygsøjlen, kunne vi hurtigt have haft en betjent, der var lam fra hoften og nedefter, og det var også med i dommerens vurdering, siger den centrale vagtleder, Mogens Knudsen.
I alt 13 blev anholdt efter sammenstødet, og efter aftale med anklageren blev kun den 23-årige mand fremstillet for en dommer, mens de 12 andre blev løsladt.