Landets fængsler erkender nu, at de i særlige tilfælde spærrer psykisk syge fanger inde i isolationsceller i lange perioder, selvom ensomheden gør fangerne endnu mere syge.
Udmeldingen kommer, efter at Nyhedsavisen den seneste uge har dokumenteret, hvordan den 36-årige psykisk syge Jan Henrik Møller har siddet isoleret fra andre indsatte i over to år.
»Vi må erkende, at vi har et vældigt problem med indsatte af den karakter. Vi har svært ved at håndtere dem, og derfor bliver løsningen at udelukke dem fra det almindelige fællesskab med de andre fanger,« siger Annette Esdorf, vicedirektør i Kriminalforsorgen.
Kan ikke indlægges
Jan Henrik Møller lider af svære personlighedsforstyrrelser, men er ikke erklæret decideret sindssyg.
Derfor kan han ikke indlægges på en lukket psykiatrisk afdeling eller eksempelvis Sikringen I Nykøbing Sjælland, der tager sig af sindssyge kriminelle.
Særlige pladser
I går efterlyste flere politikere særlige fængselspladser til fanger som Jan Henrik Møller, der ikke er syge nok til en psykiatrisk afdeling. Om det er løsningen, vil Annette Esdorf ikke kommentere. Men hun erkender, at denne type af indsatte er en stor belastning for systemet.
»De reagerer ofte med vold og aggressioner. Og da vi skal beskytte personale og de øvrige indsatte, er vi nødsaget til at udelukke de voldelige personer fra det almindelige fællesskab. Det er ikke en ideel løsning, men vi kan ikke gøre andet,« siger hun og understreger, at der er tale om meget få sager, og at fængslerne forsøger at tilbyde de indsatte begrænset samvær med andre fanger, så vidt det er muligt.
Påviser huller i system
Psykiater Morten Ekstrøm, der er tilknyttet Amnesty International, mener, at sagen påviser huller i fængselssystemet. Jan Henrik Møller ville formentlig få det bedre af at blive anbragt et sted, hvor han kunne blive behandlet.
»Fem mentalerklæringer har entydigt beskrevet, at han er ekstremt farlig og personlighedsforstyrret. Som loven er nu, kan jeg godt forstå, hvis fængsels- personalet bliver nødt til at udelukke ham fra fællesskabet for at undgå vold,« siger han.