Løslad de fængslede unge.
Sådan lyder kravet fra en gruppe i New York, der på nettet har varslet en demonstration til støtte for de unge, der sidder varetægtsfængslet for hærværk og vold i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.
- Vi har set på internettet, at der er annonceret en støttedemonstration foran konsulatet ved middagstid tirsdag (lokal tid, ved 18-tiden dansk tid, red.). Nu forsøger vi at finde ud af, hvad der ligger bag, siger den danske generalkonsul Torben Getterman til flere medier.
Arrangørerne forlanger ifølge Getterman, at alle 189 varetægtsfængslede personer bliver løsladt.
Over 600 unge er blevet anholdt siden rydningen i torsdags.