Når en indsat i et dansk fængsel overfalder en medfange og prøver at slå ham ihjel med et støvsugerrør og en hjemmelavet kniv, så skal man overveje, om den skyldige fange er placeret det rigtige sted i fængselssystemet.
Det mener Niels Kløve Larsen, som er fængselsinspektør i Statsfængsel Østjylland, dagen før, der bliver afsagt dom i en sag, hvor en indsat er anklaget for drabsforsøg på en medfange.
- Det mest nærliggende, og nu taler jeg generelt, det er jo at spørge, om personen har været placeret det rigtige sted. Der er altid nogle overvejelser, om de indsatte er placeret rigtigt, siger han til Ritzau.
Tiltalen mod den 38-årige mand lyder på drabsforsøg, da han i februar sidste år gentagne gange skal have slået en medfange i hovedet med et støvsugerrør.
Desuden skal han have stukket og skåret offeret i halsen med en hjemmelavet kniv i form af en tandbørste isat et barberblad.
Den tiltalte afsonede på gerningstidspunktet en dom for drab. En forbrydelse, han begik i en fængselscelle i Spanien.
Niels Kløve Larsen vil ikke udtale sig om den specifikke sag. Men han vil dog gerne fortælle om sine overvejelser i sager af den type.
- Når sådan noget sker, så giver det anledning til refleksion. Og man tænker, om der måske var noget, man kunne have gjort anderledes, siger fængselsinspektøren.
- Er man ikke egnet til "almindeligt fællesskab", så skal man på en anden afdeling. Det kan være, fordi man er farlig, fordi man er syg, eller hvis man tilhører en bestemt målgruppe.
Fængselsinspektøren fortæller, at det er sjældent, man finder våben eller lignende i Statsfængslet Østjylland. Men sker det, så undersøges hele afdelingen, og alt og alle bliver "vendt på hovedet".
Det er ikke fængslerne, men Direktoratet for Kriminalforsorgen og det regionale kriminalforsorgsområde, der afgør, hvor dømte skal afsone deres fængselsstraf.
/ritzau/