Christianias Fællesmøde har givet pushere, der bor på Christiania, lov til at sælge hash. Fællesmødet har altså skabt hashproblemet, og dermed må deltagere i Fællesmødet kunne gøres ansvarlige for hashsalget. For det må være ulovligt at vedtage regler , der er i strid med loven, hvilket selvfølgelig også bør få konsekvenser for forhandlingerne med myndighederne. For hashen SKAL væk.
I Alaska blev cannabis lovligt i 1975, fordi myndighederne troede, at det ville få alkoholmisbruget til at falde. Det gjorde det ikke. Derimod eksploderede kokainmisbruget, ligesom herhjemme, og derfor blev cannabis ulovligt igen. Det beviser, at hash er indgangsstoffet til hårdere stoffer, på trods af hashlobbyens påstande om det modsatte.
Hvad vil Fællesmødet gøre for at hjælpe myndighederne med at stoppe den organiserede kriminalitet på Christiania? Og hvilke konsekvenser får det, at de vedtager groft lovstridige regler?