Siden 1994 har den yderste højrefløj blandt EU-parlamentarikerne været henvist til en tilværelse som løsgængere. Men det er slut, efter at Rumænien og Bulgarien 1. januar blev optaget i EU.
Med optagelsen når de mest højreorienterede nemlig op på de 20 parlamentarikere, som det kræver for at lave en fløj, oplyser den formodede formand for den nye fløj, franske Bruno Gollnisch, ifølge Tv2.dk.
Gollnisch er normalt kendt som lederen af det ultranationale franske parti Front Nationales Jean-Marie Le Pens højre hånd.
Blandt medlemmerne finder man blandt andre Italiens tidligere fascistiske diktator Benito Mussolinis barnebarn Alessandra Mussolini, der udover at være medlem af det neofascistiske parti Alternativa Sociale også er kendt som tidligere Playboy-pige.
Ud over Frankrig og Italien er der også parlamentarikere fra Østrig, Belgien, Storbritannien, Bulgarien og Rumænien repræsenteret i EU’s nye yderste højrefløj.
Ifølge Gollnisch vil den nye fløj blive præsenteret på et pressemøde i Bruxelles onsdag. Derefter vil den officielle dannelse ske, når parlamentet mødes i Strasbourg i næste uge.