Børn, der blev født i 2007, havde større glæde af deres far i deres første leveår end børn, der blev født i 2004.
Fædrene til 2007-børnene holdt nemlig barselsorlov i 24 dage, og det var seks dage flere, end fædrene til 2004-børnene.
Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, der fortæller, at fædre og mødre til 2007-børnene samlet holdt barselsorlov med dagpenge i gennemsnitligt 299 dage.
Det er en stigning på ni dage i forhold til børn født i 2004. Mødrene holdt i gennemsnit barselsorlov i 275 dage, hvilket er et par dage flere end i 2004.
Danmarks Statistik understreger, at kun personer med tilknytning til arbejdsmarkedet kan modtage barselsdagpenge. Dertil kommer, at forældrenes valg om at afholde barselsorlov bl.a. vil være påvirket af muligheden for at modtage hel eller delvis løn under graviditeten ud over dagpengene.
I 2007 blev der i alt født 64.082 børn, og heraf holdt mindst den ene af forældrene barselsorlov med dagpenge i 89 procent af tilfældene.