Det kan være hårdt at være skilsmissebarn. Og måske kan det også vise sig at blive økonomisk hårdt.
Hvert femte par med sammenbragte børn benytter nemlig muligheden i den nye arvelov for at skrive mandens første børn ud af testamentet, så de kun er sikret en minimal tvangsarv - til fordel for kvindens børn og nye fællesbørn.
Det viser en gennemgang af 754 testamenter fra ægtepar og ugifte par med børn fra tidligere forhold som advokat Ulrik Grønborg i Århus har foretaget for Politiken.
"Nogle børn bliver med fuldt overlæg skrevet ud af testamentet, og det er næsten altid mandens særbørn, mens kvindens særbørn og parrets nye fællesbørn arver så meget som muligt«, siger Ulrik Grønborg.
Mandeforsker ved Roskilde Universitetscenter Kenneth Reinicke mener, at manglende kontakt mellem fædre og deres børn er den mest oplagte forklaring på, hvorfor så mange fædre vælger at gøre deres børn fra tidligere forhold eller ægteskab noget nær arveløse.
"Det siger noget om, at mænd har en evne til at lægge fortiden bag sig og bare kigge fremad. En evne som mænd nok bestrider på en anden måde end kvinder," siger han til Newspaq.