»Gud tilbage i skolen« lyder overskriften til Yrsa Cosedis Nielsens indlæg her i avisen 20. november ( Mandagsbrok ), og hun understreger, at »det er godt, Gud er kommet på nettet - det var ikke spor for tidligt!« Yrsa Cosedis Nielsen skriver videre, at »nu mangler vi lige at få Fadervor og salmer tilbage i folkeskolen. Tro mig, børnene vil elske det. Det er det, som vi andre har overlevet på.«
Der er uden tvivl mange, som er helt enige med Yrsa Cosedis Nielsen. Der er grund til bekymring på børnenes vegne, for i folkeskolen må der ikke forkyndes. Derfor er Fadervor forbudt, og børnene bliver spist af med Den lille, frække Frederik og andet i den stil. og til jul med På loftet sidder nissen med sin julegrød , for salmer er indoktrinerende ifølge den politiske korrekthed. Efter alt at dømme mener de politisk korrekte, at »religion er opium for folket«.
Dette giver uhyggelige mindelser om dengang, kommunismen blev indført i Rusland, og målet var at udrydde kristendommen. Men magthaverne havde ikke regnet med bedstemødrene, som passede børnene, mens forældrene arbejdede. Disse ukuelige, troende kvinder lærte børnene de bibelske beretninger, og de lærte børnene at bede og gav dem således et åndeligt værn for livet.
Yrsa Cosedis Nielsen giver udtryk for det samme, når hun skriver: »Uden åndelige værdier bliver livets skrammer alt for dybe for vore børn og unge.«
Og de bliver lette ofre for onde kræfter af alle slags, kunne man tilføje. »Børn under okkult påvirkning«, lød en avisoverskrift for nogle år siden. Underneden stod der: »Der er penge i børn og unges flirt med den okkulte verden«.
I en reklame for en børne-dvd så jeg en cirka 7-årig dreng, der gjorde satan-tegnet...!
Når der er uansvarlige voksne, der så skruppelløst udnytter børn og unge i Danmark, er der i høj grad brug for mennesker, der er besjælet af den samme ånd som de uforfærdede, russiske bedstemødre, så vi får Fadervor og salmer tilbage i folkeskolen ? for børnenes skyld!
At børnene vil elske det, er sandt, for det var kirkens Herre, der sagde, at vi ikke måtte hindre børnene i at komme til Ham, for Guds rige er deres...