I 13 måneder har en mand fra Grindsted spekuleret på, om han
skal knytte sig til en toårig pige, der sandsynligvis er hans datter, eller om
han skal vente til faderskabssagen er afgjort. Det skriver JydskeVestkysten.
Manden venter på et svar fra Statsforvaltningen Syddanmark,
som skal afgøre faderskabssagen. Men det svar har foreløbig ladet vente på sig
i mere end 13 måneder. Forvaltningen har de seneste mange måneder brugt en
masse kræfter på at flytte ind i det nye hovedkontor i Aabenraa, så mandens sag
er - ligesom mange andres - trukket ud.
Men manden er havnet i et dilemma, for pigen bliver ældre større
for hver dag.
- I begyndelsen ville jeg vente med at knytte mig for meget
til hende, indtil vi havde en klar afgørelse. For hvis det nu viste sig, at jeg
ikke er faderen alligevel, ville det jo være forfærdeligt for den lille pige,
at jeg pludselig forsvandt igen. Men jeg kan simpelt hen ikke længere vente på,
at forvaltningen får taget sig sammen - pigen bliver jo ældre og ældre, siger
den frustrerede mand, som har valgt at være anonym af hensyn til sine to andre
børn på seks og ni år.