Det udfordrer Ruth Evensens guddommelige autoritet, at hendes egen datter vender sig bort fra hende og Faderhuset.
Og det kan få betydning for, om Faderhuset kan blive ved med at rekruttere nye medlemmer.
Sådan lyder vurderingen fra Jens Linderoth, der er rådgiver på Dialog Centret i Århus. Et kristent funderet rådgivningscenter, som rådgiver om religiøse sekter.
- I første omgang tror jeg ikke, at datterens historie vil få en hel masse medlemmer af Faderhuset til at gå. Men det kan betyde noget for tilstrømningen af nye medlemmer. Det udfordrer i den grad Ruths guddommelige autoritet, at hendes børn vælger forkert , siger Jens Linderoth til Avisen.dk.
Kan så tvivl om Faderhuset
På længere sigt vil datteren Sophias voldsomme afstandtagen til sin mor og hendes sekt, som Jens Linderoth ikke tøver med at kalde Faderhuset, kunne betyde liv eller død for Faderhuset.
- Hvis der holder op med at komme nye til, kan det betyde, at bevægelsen kollapser. Hvis strømmen af nye stilner af, kan det få de gamle til at tvivle på både Ruth Evensen og Faderhuset, siger han.
I et interview til Ekstra Bladet fredag taler Ruth Evensens 30-årige datter Sophia ud om, hvordan hendes mor har bandlyst hende og holder hende væk fra hendes lille, otteårige pige.
Alt det, fordi Sophia brød ud af et fængsellignende ægteskab og ud af den religiøse sekt, som hendes mor står i spidsen for.
Siden bruddet har Sophia måttet leve med, at moderen påstår, at hun er besat af djævlen og kalder hendes nye mand, Edwin, for en slange og roden til alt ondt.
Bruger Satan som trussel
Jens Linderoth har gennem årene været i kontakt med en håndfuld mennesker, som har valgt at forlade Faderhuset. Han kalder Ruth Evensens afstandstagen til datteren et eksempel, der er lige efter bogen :
- Det kommer ikke bag på mig, at hun beskylder datteren for at være besat af Satan. Det er helt typisk sådan et pres, Faderhuset lægger på dem, der vil væk. Indadtil i sekten bliver forklaringen, at de går over til den onde side .
Flygter fra Ruth og dæmonerne
Jens Linderoth vurderer, at Faderhuset har mellem 100 og 300 medlemmer. I de seneste fire år har han været i personlig kontakt med en håndfuld frafaldne medlemmer. Én måtte direkte i psykiatrisk behandling efter bruddet.
- Lige pludselig bliver det for meget for dem, at der er dæmoner overalt omkring dem, at de bliver holdt i en konstant angsttilstand, og at Ruth ved alt og vil bestemme alt, siger han.
Ifølge Jens Linderoth findes der ikke mange deciderede sekter i Danmark, men blandt dem tæller for eksempel Faderhuset og Evangelisterne. Til gengæld vurderer han, at omkring 5.000 danskere er i grupper, som har stærkt sekteriske træk .
En organisation med sekteriske træk er ifølge Jens Linderoth blandt andet kendetegnet ved at have en stærk karismatisk leder, ved at isolere sig fra resten af samfundet og ved, at medlemmerne ofte bruger al deres tid i gruppen og helt eller delvist mister kontakten til familie og venner.