Offentlig ydmygelse og militante, ekstreme metoder. Sådan prøvede den kristne sekt Faderhuset at opnå totel magt over medlemmernes liv.
Det fortæller er tidligere medlem, Lidia Hesselberg, til DR.
Hun var medlem af Faderhuset i syv år, og hun var en af dem, der var tættest på lederen Ruth Evensen.
Den kønne, lyshårede unge kvinde fortæller, at Ruth Evensen og lederne i Faderhuset forsøgte at knække medlemmerne menneskeligt.
- I Faderhuset havde vi en saying: Kend dem på knækket . Vi sagde det lidt i sjov, men der var meget alvor i det. Det handlede om, at menneskers vilje var knækket, at de var underkastet, fortæller Lidia Hesselberg til DR.
Metoderne til at knække medlemmerne var blandt andet lydighedstræning i en skole og offentlig ydmygelse. Medlemmerne blev placeret midt i en rundkreds og tvunget til at bekende deres synder, indtil de brød sammen og græd.
- Tro handler til en vis grad om overgivelse, men det accelererede og blev ekstremt. De bildte os ind, at det handlede om at være lydig over for gud, men i virkeligheden var det ledelsen, vi skulle overgive os til, fortæller Lidia Hesselberg.
Militante metoder
Hun fortæller også, at metoderne blev mere og mere militante .
- Medlemmerne blev tvunget til at være lydige. Ledelsen skulle bestemme hvad folk måtte og ikke måtte, siger hun og giver et eksempel.
- Vi måtte overhovedet ikke tale med dem, der havde forladt kirken. Så var vi forrædere.
Det nikker terapeuten Lotte Christiansen, der har haft flere tidligere medlemmer fra faderhuset i behandling, genkendende til.
- Faderhuset knækker den frie vilje ved systematisk at fortælle folk, hvad de skal gøre. Og når de ikke gør det, så true dem med at de kommer i helvede. Der er kun én ting, der er rigtigt og gældende, og det er Ruths regler, siger Lotte Christiansen til DR.