For at være troværdig i en rolle må skuespillere ofte forsøge at kopiere deres karakters livsstil. Men det gælder åbenbart ikke i alle tilfælde.
Jesse Eisenberg, der spiller Mark Zuckerberg - skaberen af Facebook - i filmen "The Social Network", fortæller, at han ikke selv er på Facebook.
"Jeg kan godt lide teknologien, men det ser ikke ud til, at den kan lide mig," siger skuespilleren til AP.
Han modtog it-undervisning op til filmoptagelserne, men synes det var vigtigere at sætte sig ind i Zuckerbergs specielle tankegang.
"Han har svært ved at opfange andres følelser. Jeg er fuld af beundring for, hvad han har gjort, og hvordan han har kunnet manipulere det sociale miljø," siger Jesse Eisenberg om Zuckerberg.
Filmen " The Social Network" er blevet overvældende godt modtaget af anmelderne og har udover Eisenberg også Justin Timberlake på rollelisten.