Facebook har indsamlet 1,5 millioner brugeres mailkontakter
Det sociale medie Facebook oplyser, at det ved en fejl har indsamlet 1,5 millioner brugeres e-mailkontakter. Dado Ruvic/Reuters
Facebook oplyser, at det ved en fejl har indsamlet data fra brugere, der har oprettet sig siden maj 2016.

Det sociale medie Facebook har utilsigtet indsamlet 1,5 millioner brugeres e-mailkontakter.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse onsdag, skriver det amerikanske finansmedie Business Insider.

Kontaktoplysningerne er blevet hentet fra brugere, der har oprettet en konto på Facebook siden maj 2016.

Facebook har fået adgang til brugernes kontaktlister på deres e-mailkonti uden brugerens viden eller samtykke. Det er sket, samtidig med at brugerne har oprettet en profil på det sociale medie.

Facebook oplyser, at det var utilsigtet, at virksomheden indsamlede brugernes e-mailkontakter.

- Disse kontakter er ikke blevet delt med nogen, og vil nu blive slettet, skriver Facebook til nyhedsbureauet Reuters.

Kontakterne er dog blevet brugt af Facebook til at målrette reklamer til brugere og til at kortlægge sociale netværk og dermed kunne foreslå "venner" til sine brugere.

Det er ikke første gang, at Facebook kommer i søgelyset for problemer med at beskytte brugernes data.

I 2018 kom det frem, at analysevirksomheden Cambridge Analytica havde udnyttet et hul i Facebooks sikkerhed. Den havde høstet data fra op til 87 millioner brugere. Det var sket uden samtykke.

Sagen førte til, at Facebooks grundlægger og øverste chef, Mark Zuckerberg, måtte stille op til høring i Kongressen i USA. Han måtte også forsvare sig i flere parlamenter i Europa.

Det har blandt andet medført, at Facebook i sidste uge ændrede brugerbetingelserne efter en dialog med EU om at skabe større åbenhed om salg af personers data.

De nye betingelser giver en mere detaljeret beskrivelse af, hvordan det sociale medie sælger data til andre virksomheder. Det vil desuden fremgå, hvordan brugere kan lukke deres konto.

Facebook beskriver i betingelserne, at det ikke vil tage betaling fra brugerne, mod at brugerne til gengæld accepterer at dele data, og at de går med til, at de vil få reklamer.

Det var på høje tid, at Facebook har indført ændringerne, mener EU's kommissær for retlige anliggender og forbrug, Vera Jourova.

- En virksomhed, som vil genskabe tilliden hos brugerne efter skandalen med Facebook og Cambridge Analytica, bør ikke skjule bag indviklet jurasprog, hvordan den tjener milliarder på folks data, siger Jourova.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News