Det er direkte løgn, at den 21-årige danske soldat Morten Krogh Jensen mistede livet i Afghanistan, fordi en af hans soldaterkammerater i grov kådhed sigtede på ham med et maskingevær.
Det skriver flere venner og kammerater til den 22-årige soldat, der affyrede de skud, som søndag kostede Morten Krogh Jensen livet.
De har på Facebook oprettet en støttegruppe til fordel for den 22-årige under overskriften Fuck ekstrabladet .
Her skriver en af kammeraterne blandt andet:
- Jeg har lige talt med vores ven d. 27/2 kl. 0930. Han har det
selvfølgelig ikke godt! Han fortæller mig, at det EB skriver, er helt
forkert, og han ikke har peget på nogen med våbnet, samt han ikke har
prøvet at begå selvmord samt mange andre ting, der ikke er sande. Han
føler sig udstillet i pressen og svigtet af den person, der skulle have
udtalt disse ting til EB.
En anden er også fortørnet over avisens behandling af kammeraten, som ifølge Ekstra Bladet forsøgte at begå selvmord efter den tragiske ulykke:
- Er selv soldat.. og var også oppe på tæerne, da vi igen mistede en af
vores soldater! Har lige selv været med til at begrave de sidste tre! Men
det er vigtigt vi tager os af dem.. ikk hænger dem ud.. og hvis I ser
under kommentarer, bliver i squ nok for alvor forarget! fordi Danmark
sidder bare og sluger det i sig, skriver han.
Indtil videre har 39 personer sluttet sig til gruppen på Facebook.
Som det er normal procedure er Forsvarets auditørkorps i gang med at afhøre soldaterne i Afghanistan om hændelsen.