Den seneste tid har feministiske grupper været i frontalt angreb på Facebook.
Det sociale netværk har nægtet at gå aktivt ind i kampen for at fjerne kvindehadske beskeder, billeder og grupper fra site, med ytringsfrihed som undskyldningen. Men samtidigt har man fjernet ammende kvinder, fordi man kan se et bryst, lyder kritikken.
Og den store kampagne har nu båret frugt. I nat udsendte Facebook nemlig en opdatering, hvor de erkender, at de har fejlet, og at de nu vil gøre det bedre.
I Danmark gik Dansk Kvindesamfund for får dage siden med i kampagnen #FBrape, som skulle lægge pres på Facebook.
Den danske journalist, forfatter og blogger Irene Manteufel har også sat fokus på det, hun mener, er Facebook-hykleri.
- "I love hearing skulls crack" (jeg elsker at høre kranier flække, red.) er fx for stærke sager for Facebook. Der går grænsen. Det må man ikke skrive, står der i deres guidelines. Men man er hjertens velkommen til at vise fotos af bagbundne kvinder og kvinder uden arme og ben, der tydeligvis er blevet voldtaget eller skal det lige om lidt, skriver Mantefeul i indlægget Rapebook 2 den 16. maj.
På baggrund af den senere tids opråb fra kvindegrupper, valgte flere annoncører i sidste uge at trække deres forretning fra Facebook.
Og det pres er altså blevet for meget for det sociale medie, der nu skriver:
- Vi skal gøre det bedre, og vi vil gøre det bedre.
Facebook opstiller flere punkter, som skal hjælpe dem til at gøre op med problemet. Blandt andet har de inviteret en gruppe mod sexisme til at diskutere nye guidelines for de moderatorer, der holder øje med indholdet på Facebook.
Læs Facebooks udtalelse her
Læs Irene Mantefeuls udlægning her