Et endnu uafklaret nedbrud hos Facebook afskar onsdag millioner af brugere fra at opdatere deres status.
Men nu kører Facebook i Danmark og det meste af Europa igen, og brugerne har tilmed fået lidt at skrive om.
I Facebooks fravær tyede mange i stedet til Twitter, hvor der blev ironiseret over, at hvis det ene sociale netværk er nede, kan man bare skifte platform og benytte et andet.
"Tak gud for at vi stadig har Twitter til at fortælle alle, hvad vi har fået til morgenmad (grød med rosiner)," som Twitter-brugeren Jonathan Buck elegant forklarer.
En anden bruger er glad for, at Facebook trådte ud af funktion en kort tid, fordi det har fået folk til at begynde at arbejde i stedet for at være online.
"Produktiviteten er steget markant. Økonomien er i bedring," skriver Aqsa Roth med glimt i øjet.
Med ringe forståelse for den implicitte ironi, harcelerer Twitter-brugeren Emma Westlife over Facebook-brugernes tidsforbrug på nettet.
"(Facebook er nede) betyder at alle dem som bruger hele dagen på at spille dårlige spil måske vil gøre noget... som at få et job."