I smider mine bukser væk - jeg får 300 millioner kroner som plaster på såret.
Den amerikanske advokat Roy L. Pearson stillede ikke ligefrem beskedne erstatningskrav, da han i juni 2005 mistede et par bukser, som han havde indleveret til rens. Godt 300 millioner kroner ville han have for de forsvundne klæder.
Men mandag eftermiddag satte en domstol efter to år en stopper for advokatens krav, der kunne have tvunget ægteparret Chung til at lukke deres lille renseri. Det skriver New York Times.
Sagen har kørt siden foråret 2005, hvor Pearson kom for at hente sine tilsyneladende højt elskede bukser i Chungs renseri. Men her kunne man ikke finde dem. Og så var fanden løs.
Dermed havde renseriet nemlig ikke levet op til det skilt, det har stående i butiksvinduet, der lover Satisfaction Guaranteed (tilfredshed garanteret, red.), mente Pearson.
Og for det krævede han i første omgang 67,3 millioner dollar (372 millioner kroner) i erstatning. Senere sænkede han dog sit krav til 54 millioner dollar (298,6 millioner kroner).
Men efter adskillige retsmøder, forhandlinger og tilbud om forlig slog en dommer mandag eftermiddag fast, at retten finder, at sagsøger ikke har krav på nogen form for erstatning overhovedet.
Det ventes, at Pearson vil anke dommen.