FC København-træner Ståle Solbakken bliver i en lang række norske medier kædet sammen med det ledige landstrænerjob i Norge.
Men den succesfulde FCK-træner er ikke meget for at forholde sig til sagen, få timer efter at det er blevet offentliggjort, at Per-Mathias Høgmo er færdig som landstræner.
- Sådan er fodbold. Jobbene kommer og går, men det er ikke nogen agenda for mig, siger Ståle Solbakken til Ritzau, mens han har travlt med at komme ind i omklædningsrummet efter formiddagstræningen i FCK onsdag.
Det Norske Fodboldforbund (NFF) varslede en evaluering af Høgmos resultater som landstræner efter VM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet i fredags.
Her tabte nordmændene 1-2, hvilket var Norges 18. nederlag i 35 kampe under Høgmos ledelse. Onsdag formiddag har NFF så taget konsekvensen af de sløje resultater.
Er du blevet kontaktet af NFF efter Tjekkiet-kampen?
- Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Jeg har kontrakt med FCK, og det forholder jeg mig til, siger Ståle Solbakken.
Er du interesseret i jobbet?
- Hvis jeg skal kommentere alle job, så...
Men det her er vel trods alt et specielt job?
- Ja, det er det. Det er det for mange, ikke bare for mig. For alle nordmænd er det et specielt job. Men jeg har kontrakt med FCK, og jeg er også på job i morgen, siger Solbakken med et grin, inden han lukker døren til klubhuset.
Ståle Solbakken har kontrakt med FC København indtil sommeren 2018, og FCK-direktør Anders Hørsholt har tidligere slået fast, at den danske mesterklub ikke har i sinde at slippe ham inden da.
Det er ikke første gang, Solbakken bliver smedet sammen med jobbet som landstræner.
Han havde en aftale med NFF om at overtage landstrænerposten fra Egil "Drillo" Olsen i 2012, men Solbakken valgte i stedet at tage imod et tilbud om at blive bundesligatræner i FC Köln.
/ritzau/