Når de studerende ved midnat finder ud af, hvilken videregående uddannelse de er optaget på, går jagten på studielejligheder i universitetsbyerne ind.
Men kampen om ejerlejligheder, som i størrelsen passer til en studerende, ser ud til at blive hårdere i år, end den har været tidligere.
En undersøgelse af boligmarkedet fra brancheforeningen for banker og realkreditinstitutter, Finans Danmark, viser, at antallet af små ejerlejligheder til salg er skrumpet markant de seneste år.
- Typisk ser vi rigtig mange unge blive optaget, og en af de udfordringer, de starter med, er at finde et godt sted at bo. Og det kan godt blive svært, siger Peter Jayaswal, som er direktør for ejendomsfinansering i Finans Danmark.
- Der er nemlig færre lejligheder end set længe. Over de seneste ti år er udbuddet faldet markant i alle fire store universitetsbyer, siger han.
Aktuelt er der 598 små ejerlejligheder til salg i hovedstaden til en gennemsnitlig pris på 2,8 millioner kroner for 75 kvadratmeter.
Da udbuddet var på sit højeste i 2006, var der i København og på Frederiksberg sammenlagt 3273 små lejligheder til salg.
I Aarhus er der lige nu 243 små lejligheder til salg til en typisk pris på 2,3 millioner kroner. Det var på sit højeste i 2007 med 977 lejligheder.
I Odense og Aalborg er der henholdsvis 50 og 103 mindre ejerlejligheder til salg til en gennemsnitlig pris på 1,3 og 1,4 millioner kroner. Udbuddet i begge byer var på sit højeste i 2008 med 288 og 404 lejligheder.
- Efter finanskrisen har vi set, at ejerlejlighedsmarkedet er kommet sig først i de store byer. Det er præcis der, rigtig mange unge nu skal starte på deres uddannelse, siger Peter Jayaswal.
- Det skaber en situation, hvor der er mindre at vælge imellem, og hvor det er blevet dyrere at købe lejlighed, siger han.
Alternativet til en lille studielejlighed er kollegieværelser, lejelejligheder og andelslejligheder. Men det kan være særdeles svært at få fat på i de store universitetsbyer, og derfor bliver næste mulighed at købe en ejerlejlighed.
- Forældre skal ikke købe en lejlighed som en spekulation og regne med, at man kan tjene penge, men derimod for at hjælpe sine børn med at få et sted at bo, råder Jayaswal.
91.539 unge har i år ansøgt om optagelse på de videregående uddannelser, viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
/ritzau/