Gerningsmændene bag gårsdagens skyderi på Nørrebro, hvor en 19-årig mand blev ramt, har ikke efterladt sig mange spor.
Det fortæller Ove Dahl, der er drabschef ved Københavns Politi.
Ét af de spor, som politiet dog har at gå efter, er en udbrændt, sølvfarvet Nissan, der i går blev fundet på Lundtoftegade i Lyngby. Der er muligvis tale om den bil, der blev anvendt af gerningsmændene i forbindelse med skyderiet.
Ove Dahl mener dog, at det endnu er for tidligt at sige, om bilen har forbindelse til skyderiet.
"Men det er klart, når vi har sådan en hændelse, så skal vi finde ud af, om der er en sammenhæng mellem skyderiet og den udbrændte bil. I første omgang skal vi se, om vi kan finde et stelnummer på bilen, så vi kan finde ud af, om den var stjålet," siger Ove Dahl til politiken.dk
Den 19-årige mand, der blev ramt i forbindelse med skudepisoden, er uden for livsfare.