Hvis den hjemmelavede Pasta Bolognese ikke smager helt så godt, som du havde drømt om, kan du nu gå ned i supermarkedet og få pengene tilbage.
Det gælder i hvert fald norske supermarkedkunder. Ifølge den norske avis Aftenposten tilbyder Coop i Norge nu en helt ny garanti. Hvis maden ikke smager godt, kan man få pengene retur.
- Konkurrencen i branchen er så hård, at vi må strække os længere og længere for at vinde folks gunst, siger informationsdirektør i Coop, Vidar Ullenrød.
Markedsføringsgimmick
Nordmændene kan få pengene retur, selvom de har spist al maden. Ifølge Vidar Ullenrød fra Coop i Norge kan kunderne blot komme med emballagen eller kvitteringen, og så stoler supermarkedet på, at maden ikke smagte godt.
Danskerne får dog ikke samme mulighed foreløbig.
- Det skal nordmændene være velkomne til, men vi har ikke planer om at gøre det samme. Det lyder som en markedsføringsgimmick, siger informationsdirektør i Coop Danmark, Jens Juul Nielsen.
Han peger på, at danske kunder allerede har rig mulighed for at pengene retur, hvis der er noget galt med varen - for eksempel hvis vinen har prop, eller hvis man er begyndt at spise noget, der viser sig ikke at være i orden. Men Coop Danmark vil dog ikke gå så langt, at garantien også omfatter mad, der er spist op, og som bare ikke smagte godt.
Alkohol skal håndteres varsomt
Og i Norge er Coop forberedt på, at nogle kunder vil prøve at udnytte garantien. Ikke mindst i forbindelse med køb af alkohol.
- Vi er forberedt på, at der kan opstå specielle situationer. Så skal der udvises et skøn. Men det er imidlertid vigtigt at sige, at alkohol er et produkt, vi vil håndtere ekstra varsomt, siger Vidar Ullenrød.