Sidste år kom 33 alvorligt til skade med nytårsfyrværkeri. Og det var det laveste antal i 15 år.
Tallene strømmer lige nu ind til Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital, hvor Jens Lauritsen er overlæge.
Og de foreløbige tal tyder på, at antallet af ulykker i år bliver nogenlunde det samme.
"Vi har lavet en vurdering ud fra de tal, vi kender, nemlig tallene fra Fyn. Og ud fra de tal ser det ud til, at det er samme niveau som sidste år. Det er glædeligt, for det er det laveste niveau siden 1995," siger Jens Lauritsen til Newspaq.
I følge Jens Lauritsen går det ofte galt, når man skal fyre kanonslag af.
"Det maner til eftertanke, at vi har en del skader efter kanonslag. De yngre mænd tor, at de kan fyre kanonslag af, uden at det går ud over øjne, ører og hænder. Men det kan man ikke. Kanonslag skal man holde sig fra," siger han.
Det ligger allerede nu fast, at 13 danskere har fået skader på deres øjne i forbindelse med nytårsaften mod blot fire sidste år.