Meget få af os er klar over, at der om halvanden måned er valg til EU-parlamentet.
Kun hver sjette dansker ved det, og dermed er Danmark langt under gennemsnittet for kendskab i EU-landene, skriver 24timer.
EU-debatten har simpelthen været for tung, mener Socialdemokraternes spidskandidat til Europarlamentet, Dan Jørgensen.
"EU-debatten i Danmark har handlet meget om traktater, hvordan man træffer beslutninger, og skal Danmark af med forbeholdne. De lange linjer, som i virkeligheden ikke har ret meget at gøre med menneskers hverdag," siger han til Nyhedbureauet Newspaq.
Det kan dog sagtens ændres, hvis debatten bliver mere jordnær, mener Dan Jørgensen.
"Hvis vi taler politik og om de ting, som Europaparlamentet faktisk har indflydelse på, så tror jeg også, at flere mennesker vil interessere sig for det," udtaler Dan Jørgensen, der tror, at klimaet og finanskrisen bliver de to store temaer, der kommer til at præge valgkampen.
SF's EU-medlem Margrete Auken vil have politikerne i Folketinget og i regeringen på banen.
"Man skal sørge for, at det bliver inddraget i debatterne alle de steder, hvor EU faktisk spiller en rolle, og det er rigtig mange steder. Det vil sige, at vi skal have fat i vores folketingspolitikere, og vi skal have fat i vores regering," siger hun til Newspaq.
Valgdeltagelsen ved EU-parlamentsvalg er faldet støt siden 1999.
Parlamentsvalget afholdes 7. juni.