Du kan nu få det billigste flekslån hos Realkredit Danmark nogensinde, skriver borsen.dk.
Realkredit Danmark har netop afsluttet sin auktion over lån med rentetilpasning 1. april til en rente, der ikke er set billigere tidligere.
"Vi bliver år efter år overrasket over, hvor lave renterne er - og i år er ingen undtagelse. Op mod 45.000 kunder hos Realkredit Danmark kan se frem til de absolut laveste renter i levetiden for flekslån," oplyser realkreditinstituttet ifølge borsen.dk.
Der er blevet rentetilpasset lån for over 47 milliarder kroner.
Den såkaldte F1-rente sluttede i 0,9 procent i danske kroner med afdrag. Uden afdrag endte renten i 0,89 procent. Og det er en halvering af renten fra sidste år.
Også lån i euro har fået halveret renten.
For et 29-årigt lån på en million kroner vil det sige en besparelse på 225 kroner om måneden og en månedlig ydelse efter skat på kun 3400 kroner for et lån med afdrag.
Et tilsvarende lån uden afdrag vil give en rabat på 580 kroner fra for et år siden, så ydelsen efter skat er nede på 890 kroner.
Ifølge realkreditinstituttet er også de treårige flekslån rekordbillige. Renten kom ned i 1,34 procent for de næste tre år.
Kilde: borsen.dk