En gruppe canadiere har givet den så meget gas i et charterfly, at de nu er strandet i Mexico.
Canadierne kan ikke finde et flyselskab, der vil flyve med dem. Det skriver blandt andre CNN og CBS News.
Der er dukket videoer (se herunder) frem af gruppens opførsel, da den blev fløjet fra Canada til Cancun i Mexico om bord på et charterfly fra selskabet Sunwing Airlines.
Her ser man gruppen drikke og danse i mellemgangen uden mundbind, som der ellers er krav om på flyrejser.
Det har udløst opstandelse i Canada. Justin Trudeau, Canadas premierminister, har kaldt episoden "ekstremt frustrerende".
Ifølge CNN er de canadiske myndigheder ved at undersøge sagen, og det kan koste store bøder til passagererne. Ifølge canadiske CBC News kan hver deltager se frem til en bøde på op mod 5.000 dollars.
Sunwing har aflyst returflyvningen, fordi gruppen ikke ville rette ind efter reglerne. Det sker af hensyn til sikkerheden for passagerer og besætning, lyder det.