Lene Espersen fyrede Jakob Axel Nielsen som sundhedsminister tidligere på året. Men nu genindtræder sidstnævnte i sundhedsverdenen.
1. november tiltræder Jakob Axel Nielsen nemlig stillingen som administrerende direktør i Aleris Privathospitalers danske afdeling, og at valget netop faldt på det job, synes hovedpersonen er ganske indlysende.
"Nu får jeg muligheden for at genaktivere det netværk, jeg byggede op som sundhedsminister," forklarer Jakob Axel til Newspaq.
Det er ingen hemmelighed, at han var temmelig skuffet over at blive fyret som minister ved sidste rokade.
"Jeg har afsondret markedet i noget tid efterhånden, og der har været flere tilbud. Men da jobbet hos Aleris opstod som mulighed, forfulgte jeg det," fortæller han.
I går aftes blev kontrakten underskrevet, og Jakob Axel Nielsen begynder allerede nu at gøre sig klar til den nye stilling.
"Men jeg fortsætter mit arbejde i Folketinget frem til 1. november," slutter den nye hospitalsdirektør.
Jakob Axel Nielsen kom i Folketinget i 2005, blev sundhedsminister 23. november 2007 og nåede inden da at være transportminister i 72 dage. Newspaq erfarer, at også et chefjob inden for netop transportsektoren hos en stor dansk virksomhed var inde i billedet som jobmulighed for Jakob Axel Nielsen.
I søndags blev familien Nielsen i øvrigt forøget med endnu et barn - Jakob Axels fjerde af slagsen.