Af Ulla Gunge, ulgu@avisen.dk
Mentalt handikappede, som måned efter måned mister penge på at gå på arbejde, fordi kommunerne trækker penge for transport fra deres løn, skal have pengene tilbage.
Sådan lyder meldingen fra de udviklingshæmmedes landsforening, LEV.
Ret op på tort
Som Nyhedsavisen skrev i går, får hundreder af udviklingshæmmede en regning frem for en løncheck for at arbejde på beskyttede værksteder. For kommunerne trækker udgifter til transport til og fra arbejde fra lønnen. I flere tilfælde overstiger udgifterne lønnen.
»Alle kan jo se det groteske i, at man skal betale for at gå på arbejde. Derfor skal kommunerne, som har værkstederne, betale tilbage, helt fra ansættelsesforholdet er trådt i kraft. Der skal rettes op på den tort, de udviklingshæmmede har lidt,« siger formand i LEV Sytter Kristensen, der har rettet henvendelse til socialminister Karen Jespsersen (V).
Borgerne er til grin
Sagen har vakt forargelse i S og SF, som vil have ministeren til at tage ansvar.
»Det gælder om at give de borgere et indhold i tilværelsen. Men de skal ikke samtidig være til grin,« siger handicapordfører for S René Skau Björnsson, der vil have en redegørelse fra socialministeren. SF s socialordfører, Pernille Vigsø Bagge, vil have socialministerens svar på, om de udviklingshæmmede får deres penge tilbage.
»Det ville være passende. De er blevet snydt i årevis. Det værste ved denne sag er, hvis man mere eller mindre bevidst har udnyttet, at de ikke selv kan tjekke, at tingene ikke foregår, som de skal,« siger hun.
Ser på sagen
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Karen Jespersen selv. Men ifølge Venstres socialordfører Hans Andersen, vil ministeren gå ind i sagen: »Der skal være en gevinst ved at arbejde, også for udviklinghæmmede. Ministeren har sagt, at hun vil se på sagen,« siger Hans Andersen, der dog sender aben videre til Kommunernes Landsforening (KL), som ikke har stillet op til en kommentar.