Borgere snyder sig selv for den hjælp, der ellers skulle få dem hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.
Det viser erfaringer fra en række kommuner, skriver Berlingske.
Hvert år får kommunerne via hospitaler og praktiserende læger henvist tusindvis af borgere med hver deres genoptræningsplan, som beskriver deres behov for hjælp til at leve med en kronisk sygdom eller genvinde førligheden oven på f.eks. en operation eller fysisk skade.
Men ofte må genoptræningen i de kommunale sundhedscentre aflyses, fordi borgerne ikke møder op. Alene i Københavns Kommune måtte 17 procent af de planlagte træningsgange aflyses i 2012, fordi borgerne enten meldte afbud eller blev væk.
Det fremgår af et notat til det nye sundhedsudvalg i kommunen, hvor det både vækker undren og udløser kritik. Ikke mindst fordi kommunerne i mange år er blevet kritiseret for at sylte borgerne ved ikke at tilbyde de fornødne træningstilbud.
- Det er et problem, at så mange udebliver, og det kan vi selvfølgelig ikke acceptere. Det burde jo være en gevinst for den enkelte at komme til at leve bedst muligt uden smerter. Men det er også en gevinst for samfundet, hvis en borger i den erhvervsaktive alder hurtigt kommer tilbage på arbejdsmarkedet efter et sygdomsforløb, siger Københavns sundhedsborgmester, Ninna Thomsen (SF), til Berlingske.
Avisen har været i kontakt med række kommuner, der genkender problemet. Derfor forsøger man at afhjælpe problemet, blandt andet med opkald og sms'er til de udeblivende, udvidede åbningstider i de kommunale træningscentre og muligheder for hjemmetræning. I Randers Kommune har man indført den direkte konsekvens, at genoptræningsforløbet afsluttes, anden gang borgeren udebliver, hvilket har haft en positiv effekt på fremmødet.
Problemet gør sig dog også gældende på landets sygehuse. Her er det gennem årene flere gange blevet påvist, at en del patienter bliver væk fra både aftalte ambulatoriebesøg og operationer.
Newspaq