I franske Evian har man allerede sikret sig en erstatning for Christian Poulsen, som i sidste sæson tørnede ud for klubben, men nu står uden kontrakt.
Men døren er fortsat helt åben for den danske landsholdsspiller, fortæller Evians sportsdirektør, Pascal Dupraz.
Franskmændene har allerede tilbudt Christian Poulsen en ny kontrakt, som danskeren dog ikke har taget stilling til endnu.
- Lige nu forhandler vi ikke, men vores position er, at vi ved, Christian er en fremragende spiller. Vi ved, han har leveret her i sidste sæson, og vi håber, vi kan skrive en ny kontrakt med Christian.
- Det er vores ønske, men vi må vente på svaret fra Christians agent, siger Pascal Dupraz.
Han taler generelt i flotte vendinger om Christian Poulsen, som kom til klubben efter et mislykket ophold i engelske Liverpool.
Sportsdirektøren vil heller ikke afvise, at en aftale med danskeren kan falde sent på plads. Måske først efter at transfervinduet lukker til september, fordi Christian Poulsen som kontraktfri spiller ikke har en deadline hængende over hovedet.
- Det kan godt ske. Markedet lukker til september, men ikke for Christian.
- Men det er klart, at jeg skal have opbygget holdet, og jeg har hentet en anden defensiv midtbanespiller. Hver eneste dag, der går, er en dag uden spilleren. For mig er det ikke noget problem, men det er det for holdet, siger Pascal Dupraz.
Han peger på, at både Evian og Christian Poulsen dragede fordel af samarbejdet sidste sæson.
- Jeg tog en chance ved at hente Christian, og det var en god aftale for klubben, men også for Christian, fordi han kom tilbage på landsholdet, siger Pascal Dupraz.
Christian Poulsens agent, Jørn Bonnesen, fortæller, at "der bestemt er aktivitet omkring Christian, men der er ikke noget afgørende nyt."
/ritzau/